Spejderoplevelser skal være udtryk for det, der er fedt, sjovt, vildt og udfordrende. Vi skal skabe en spejdertid for børn og unge, der udvikler dem, lader dem vokse og giver dem lyst til at tage ansvar. Lige meget om man er spejder i tre uger, tre måneder eller længere, skal det være en tid, man husker. Det lykkes, når vi har en stærk spejdergruppe, hvor spejderne indbyrdes har et godt og solidt kammeratskab (på tværs af grenene), når vi har engagerede og dygtig ledere, og vores fysiske rammer giver os plads og lyst til at udforske og udvikle.
Det skal gøre indtryk at være og at gå til spejder, og spejdere skal gøre indtryk, hvor end de kommer og går. Derfor er de næste fem overskrifter grundstammen af vores udviklingsplan frem til 2024.
- Modige børn og unge
- Vildskab i naturen
- Bæredygtighed i børnehøjde
- Flere ledere
- Lokalt spejd. (DDS Urban Scouting)
Disse fem er afgørende elementer i spejderlivet. Men det givende spejderliv, der gør indtryk, leves sammen med andre. Derfor har vi ligeledes et mål om at blive endnu flere spejdere. Vel at mærke ikke fordi flere spejdere i sig selv er et mål, men fordi flere spejdere giver flere og større muligheder for at sætte et varigt aftryk hos den enkelte spejder og på det samfund, vi er en del af.
Modige børn og unge
Børn leder børn-princippet er med til at gøre ledelse og spejder til noget, der sker i øjenhøjde. Det er børnene og de unge selv, der skaber fede og sjove aktiviteter og gennemfører dem.
De voksne ledere er med på sidelinjen, mens det er spejderne, der planlægger og gennemfører patruljeturen eller bygger indianerhulen i det lokale krat. Det er børnene, der udfordrer børnene. Det er de unge, der lærer af de unge. Det er børnene, der bevæger børnene. Det er de unge, der udvikler de unge til ansvarlige medlemmer i gruppen. Dette er learning by doing (under vejledning af voksne ledere).
Vi har allerede nu, men vil fremadrettet fortsætte med at have fokus på patruljearbejdet. På den måde øger vi spejdernes evne til at samarbejde med andre spejdere i, men også̊ udenfor gruppen, vi skærper deres evne til at arbejde koncentreret når de skal løse forudsete og uforudsete udfordringer og opgaver.
Vi lærer dem at ”klare” sig selv, individuelt og som en gruppe.
Vildskab i naturen
Vildskab i naturen er friluftsliv. Naturen har det hele. Den er på én og samme tid soveplads, spiseplads, legeplads, udfordrende adventure-bane og refleksionsrum. Der er højt til loftet i mere end en forstand og ingen vægge, der forhindrer at fantasien får frit løb. Der er plads til at lave alle mulige fede og sjove aktiviteter.
Naturen står altid klar med masser af udfordringe. Lige meget om man har en T-shirt eller dunjakke på, er der mulighed for at prøve sig selv af. Friluftslivet danner udgangspunktet for spejderlivet. Et spejderliv i det fri er mere end rafter og bål.
Vores spejder aktiviteter skal primært foregå̊ i det fri. Vi skal sikre spejderne opnår en fortrolighed, værdsættelse og respekt for naturen.
Vi vil ud over de ugentlige spejderaktiviteter deltage i Mikro, Mini, Junior og Trops - dage og træf. Der vil gennemføres hikes og sommerlejre i det omfang der er opbakning til det.
Der deltages på Divisions lejr i 2020, Spejdernes Lejr i 2022 og der planlægges med en tur til Kandersteg i 2024 med dertil forudgående aktiviteter.
Bæredygtighed i børnehøjde
Naturen er en legeplads, men vi skal også passe på den. Spejderne bliver opfordret til at tage ansvar for at passe på naturen, både i uniform og uden. De kan i fællesskab gøre en forskel i vores lokalområde for at mindske mængden af affald i naturen. De vil under aktiviteter tilstræbe at efterlade naturen renere end da de kom ved altid at medbringe en pose til at kunne samle det der ikke hører til i naturen. Som spejdere ønsker vi at den natur der er med til at give os de gode oplevelser også er der når vores spejderes oldebørn bliver spejdere.
Børnene vil anvende principperne om sporløs færdsel i naturen.
Flere ledere
Ledelse er en af hjørnestenene i gruppen. Lederne udgør en af grundpillerne i gruppens arbejde med børn og unge. De skaber rammerne, inden for hvilke spejderne kan boltre sig frit, og hvor man får en tommelfinger op for at lave alt andet end det, der allerede var defineret.
Spejderlederne er de interesserede unge og voksne. Det er dem, der spørger ind til spejderne, fordi de har en oprigtig interesse – ikke fordi de skal. De er de voksne venner, der ikke er læreren, forælderen eller den jævnaldrende kammerat. Voksne, der bringer sig selv i spil og er i øjenhøjde uden at gå på knæ. Voksne, man har tillid til, og som sætter deres positive aftryk på børnene og de unge, der gør indtryk og giver selvtillid.
Vores ledere opfordres derfor løbende til deltagelse i kurser både indenfor, men også uden for spejder regi. Det vigtigste er at lederen kan finde kursets indhold relevant for spejderarbejdet samt det er motiverende og udviklende for dem selv, grenen og gruppen.
Vi vil gerne være flere ledere og for at opnå det, vil vi være aktivt søgende og fremme synligheden af Ulkebøl gruppen.
Lokalt spejd
For at sikre en fortsat tilgang af spejdere og ledere vil vi arbejde på gruppens image.
Det gøres ved at øge gruppens synlighed i vores lokalområde, fremme informationstilgængelighed omkring vores spejderaktiviteter og forbedre vores fysiske rammer dvs. hytten og udendørsarealet.
Alle grene i gruppen har i dag et samarbejde på tværs af divisionen. Vi vil fastholde dette engement gennem denne periode for at vise spejderne at vi ikke er alene i vores lokalområde.
Vi vil anvende Dybbøl Divisions ”Spejderledelses model” i en tilpasset udgave, for på den måde at skabe et spejderarbejde, hvor der er fokus på at den enkelte spejders ansvarlighed udvikles progressivt over spejdertiden ved at anvende en ”rød tråd” i spejderarbejdet.